søndag den 13. juli 2014

VM-finale og sol, sol, sol...

Søndag var egentligt planlagt som en stranddag, men dagen skulle samtidig komponeres på en måde, der skabte plads til VM-finalen kl. 13 lokal tid. Vi fik lidt sen morgenmad, så vi var først klar til at gå til stranden lidt over 11, hvor vi så også fandt ud af, at kampen faktisk allerede var kl. 12 lokal tid.

Så vi ændrede strandplanen og gik til poolen i stedet. 11:40 var Kirsten vel placeret på en liggestol, Lasse var i gang med at træne i fitness-lokalet og Mads, Emil og Jens gik mod Santa Monica Place, hvor finalekampen blev vist på storskærm. Der var masser af mennesker, da vi ankom – og det krævede et par runder at finde et lille spot, hvor vi kunne sætte os på fliserne for at følge kampen.


Vi sad midt i den bagende middagssol, og den forlængede spilletid gjorde det ikke mindre heftigt at sidde i fuld soleksponering i 120 minutter. Vi var ved at smelte væk, men fik dog hentet vand, sodavand og slushice undervejs – og det var selvsagt underholdende at sidde der blandt andre fodboldtosser og åbenlyst to fraktioner – dem, der holdt med Tyskland og de (lidt flere), der holdt med Argentina.



Efter slutfløjtet var vi klar til en bid mad, hvorefter vi dappede tilbage til hotellet (ses her i baggrunden)...


...hvor Kirsten og Lasse havde afsluttet dagens solbadning, men til gengæld ikke havde fået frokost. Så det blev til en test af ”Room Service”, mens Mads og Jens gik til poolen – Jens for at samle op på 5 dages manglende dagbogsskrivning, som nu er ved at være up to date.

Ved 18-tiden var det ved at være spisetid (igen) og vi valgte det nemme ”Executive Chef Monty's Italian Family Style Meal” fra hotellets køkken, hvor vi fik en stor gang Caesar Salad, Penne Pasta med kødboller, Linguini med Chicken Alfredo og slutteligt en gang vanilleis med chokoladekage... Vi spiste (næsten) op – og Mads havde endda overskud til at lege ”Lady og Vagabonden”...ja, vi kiggede godt nok lidt, da han smed sin cap og stak næsen ned i spaghetti-retten og trillede en kødbolle over til Lasse...:-)


Dejligt med lidt ”fis” som nedtælling til, at vi nu mætte sidder/ligger her kl. 23 lokal tid – med planer om en ny løbetur i morgen tidlig...det bliver vist tiltrængt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar