Lørdag var en slappe-af-dag – så vi
indledte med en løbetur langs vandet. Op kl. 8:30 og afsted lidt
over 9 på løbe- og cykelstierne, der går med strandsand på vandsiden og gaderne ”Ocean Avenue” og ”Pacific Avenue” på
landsiden.
Butikker og handelsboderne var allerede
ved at være klar til dagens forretning, og såvel træningspladser
som racketball- og beach volley-baner var allerede i fuld gang, da vi
kom løbende på ruten fra Santa Monica til Venice Beach. Ved 30
minutter (ca.) var vi nået til Venice Fishing Pier, som vi også
havde besøgt på turen i 2012, så her var det passende at
vende om, så vi kunne nå retur til morgenmad og til at Emil og
Lasse var vågnet.
Efter morgenmaden gik vi til poolen, og
her fik vi godt med sol på kroppen inden et hold tog ned til Santa
Monica Place's Food Court efter lidt takeway, som vi kunne nyde ved
poolen.
Sidst på eftermiddagen var vi
nyvaskede og klar til at søge mod Santa Monicas shoppinggade 3rd
Street, der vel bedst kan sammenlignes med New Yorks 5th
Avenue. Santa Monicas 3rd Street Promenade omtales som et
”storcenter”, men er ”bare” en række af de kendte
mærkevarebutikker, der ligger side om side og med masser af lækre
varer og faktisk også goder priser (fra tid til anden).
Vi fik også set lidt gadegøgl og vi så endda en enkelt gadegøgler, som vi også havde set i 2012, så noget tyder på, at det kan være "fast arbejde", at underholde turister her i Santa Monica.
Vi var jo blot ude at ose, så det blev kun til fire tanktops (tre til Mads og en til Lasse) og Mads fik set på en iPhone 5S i Santa Monicas Apple Store, der på lige fod med butikken på 5th Avenue i New York er en prangende glasbygning med Apples ikoniske look...og så forresten også Apples største butik på den amerikanske vestkyst.
Lasse, Kirsten og Mads gik i Fossil
overfor Apple Store'n for at se på et Fossil-ur, som Lasse også
havde set på i outlet'en dagen før. Og imens så Emil og Jens lidt
mere på Apple-grej i alverdens afskygninger inden vi mødtes hos
Fossil.
OG HER OPSTOD DER SÅ PANIK (for en
kort bemærkning). Lasse så på et ur, og bad om Jens' iPhone, hvorpå
der lå et billede af et tilsvarende ur set i Camarillos outletcenter
dagen før. MEN HVOR VAR JENS' TELEFON??! Han havde lige brugt den
for to minutter siden i Apple Store til at omregne nogle priser fra
dollars til danske kroner, og NU VAR DEN VÆK?! Tilbage i Apple Store
og rundt for at kigge. VÆK – VÆK – VÆK? Jens' spurgte så en
medarbejder, om de kunne hjælpe med en gang ”Find My iPhone”
(...til dem, der ikke ved det: ”Find my iPhone” er et elektronisk
sporingsværktøj, der kan hjælpe en med at lokalisere sin iPhone,
hvis man har mistet den...) og de var meget behjælpelige med både
at søge elektronisk....og ved at spørge via deres interne
medarbejder-til-medarbejder-kommunikationssystem....og ret hurtigt
spurgte vores hjælpende Apple-medarbejder om det var en ”sort
iPhone 5 med et sort cover”, hvilket vi kun kunne bekræfte.
Hvad F....., der lige var sket, ved vi
ikke – men Jens må have lagt telefonen fra sig (utænkeligt,
siger han selv), hvorefter den er blevet fundet – sikkert af en
Apple-medarbejder, der så havde den i sin varetægt indtil Jens lidt
små-panik-agtig kom susende ind i butikken og sagde ”Help – Find
My iPhone”. Pyh ha – det var dælme godt, at den ikke var helt
væk, for det var en telefon med masser af billeder (uden fuld
backup) samt emails etc. Og ja – jeg skal nok få etableret fuld
iCloud-backup nu, så katastrofen ikke er så stor, hvis jeg skulle
lave det nummer en anden gang.
Efter den oplevelse var vi klar til
aftensmad, som vi fik på Buca di Beppo – en nogenlunde autentisk
italiensk restaurant, der serverede os et stort solidt måltid mad –
især med ros til en kæmpe portion bruschetta med friske grøntsager
og lækre parmesan-crostini'er. Det blev også til en stor fadbamse
til Kirsten og to til Jens...så er vi vel tilsammen snart oppe på
6-7 genstande på de første 14 dage...
Efter et godt foder var det direkte
tilbage til hotellet, hvor alle gik i seng – nogle lidt mere mætte
end godt var, men i hvert fald klar til en god nats søvn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar