onsdag den 2. juli 2014

Frihedsgudinden - woouww...

Mandag stod der Liberty Island og Frihedsgudinden på programmet. Vi havde hjemmefra købt billetter til at komme op på ”pedestal level” - altså kun i selve fundamentet til Frihedsgudinden, og der var afgang fra Battery Park kl. 11 om formiddagen, så vi stod op kl. 7:30 for at være sikre på, at vi kom afsted i god tid og dermed også var klar til at komme med båden over til Liberty Island kl. 11.

Morgenmaden rullede nogenlunde hurtigt mandag morgen, og med en Yellow Cab kom vi på en ”spændende” tur i morgentrafikken – på kryds og tværs af veje og vejbaner og med hornet i bund hver gang det ikke lige gik efter chafførens ønske...

Ved Battery Park kom vi igennem det helt store sikkerhedscheck efter samme formel som i lufthavnene, så tasker blev scannet og vi måtte alle gennem sikkerhedsrutinerne inden vi sejlede mod Liberty Island.


På vej derover blev Frihedsgudinden bare ”større og større” - næsten 100 meter høj – svarende til 22 etagers bygning.  


Flot og majestætisk – og efterfølgende med en spændende historie tilknyttet, hvor vi med ”audio guide” (en afspiller og hovedtelefoner) fik den bagvedliggende historie om Frankrigs gave til USA og historien om, hvordan man i årtier inden Frihedsgudinden stod færdigbygget i 1886 havde forberedt både byggeriet og finansieringen. Mange kendte folk stod bag indsamlingen til selve fundamentet, som USA selv skulle betale, mens mange andre kendte – herunder Gustave Eiffel – stod bag konstruktion og udformning af selve skulpturen og de bærende konstruktioner, så statuen kunne holde til orkaner og vind og vejr.
 



På Liberty Island fik vi frokost og kom op på ”Pedestal Level” inden vi sejlede retur mod Battery Park. Båden lagde til på Ellis Island, hvor indvandrere blev modtaget og tjekket inden de fik indrejsetilladelse i USA. Fra 1892 blev mere end 20 millioner immigranter tjekket via Ellis Island, og der var sikkert meget vi kunne have lært ved at gå i land, men vi var ”færdige” efter en varm dag, så vi fik fat i en taxi og rykkede retur til basen på hotellet.
 

Aftensmaden bød på pizza og pasta i et nærliggende pizzeria, og herpå var det hjem og på hovedet i seng.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar